Jeg er begyndt at elske at løbe, især om morgenen i skønt vejr, når fuglene synger og der stadig er en duft af duggen der endnu ikke er fordampet. I dag ville jeg løbe med Alfred (min rottweiler) som jeg sommetider løber med og han er ved at være van til det at løbe i snor ude i skoven, og hvor er det bare dejligt. Til at starte med ville han nappe efter mig, det er heldigvis gået over.
I dag havde jeg besluttet mig for at tage hele rundten rundt på grusstien, som er en grussti rundt om vores hus, hvor man kommer ud på asfalt, ned bagom vores hus på grus og ud forbi en masse marker, op på asfalt igen og til vores gård. Det er en fin tur på Ca. 3 km. Og den kunne jeg sagtens lige tage i morges med Alfred.
Vi fik løbet moderat og steg i tempo og han løb bare fint ved siden af mig i snor, alt var som det skulle være, indtil vi kom ud på asfalt igen. Jeg havde nemlig fuldstændig glemt at Alfred kan være lidt bange for bilerne. Vi bor jo ude på landet og jeg løber endten i skoven eller i min egen have, så det er ikke særlig tit at vores hund møder så mange biler, den er god til at holde sig inde på vores grund og vi holder os meget til naturen med ham, frem for i byen.
Så nu kommer det øjeblik, peaket i historien. Vi kommer altså ud på asfalten, jeg har aftalt med min mand at jeg løber videre op til hans arbejde som er endnu tre kilometer og så køre han mig hjem, når jeg lige har hilst, intet problem. Alfred og jeg løber side om side og en bil kommer kørende bagfra og vil køre forbi os, da bilen er næsten på siden af os, træder Alfred ud foran mig, fordi han jo ikke kan lide biler, jeg føler mig tryg og har glemt at hunden kan være lidt utryg ved biler, så jeg ligger slet ikke mærke til Alfreds ændrede position. Alt dette sket på et split sekund, jeg vælter ned langs asfalten, så lang som jeg er, støtter med hænderne på hård groft asfalt, jeg føler også at jeg kurre lidt hen af vejen. Jeg rejser mig hurtigt, at lidt forvirret, siger til Alfred at han ikke må gå ind foran mig, det ser ud som om han ved han gjorde noget forkert. Bilen standser og spørger om jeg er okay, jeg nikker og løber videre som om intet er hændt, og inde i mit hoved køre den på højtryk med tanker om hvordan det kunne ske, at det var pinligt, om mit tøj er ødelagt, dumme hund og hvad der ellers popper op. Alfred bliver på sin side resten af turen hjem og turens rute ændres til direkte hjem, hvor jeg sætter mig ved vores sø, kigger på de små fisk hoppe op af vandet for at fange fluer og undersøger mit tøj og hænder, og håber at sådan en tur aldrig kommer til at ske igen.
Heldigvis skete der ikke så meget, senere på dagen fik jeg ondt i mine fingre, jeg har i hvert fald fået et stød på mine hænder som er gået op i mine arme, det var ikke en særlig sjov omgang, men jeg har det fint.