Sur pligt
Hvis min løbetræning skal fastholdes er det vigtigt for mig, at jeg ikke følger tingene fuldstændig slavisk, for så bliver det en sur pligt frem for nydelse i naturen, og det skal det bare ikke blive, for så er det dømt til at gå galt. Hvis man en dag har planlagt at løbe 5 km og bare overhovedet ikke orker det, så start med at tage løbetøjet på, men gå en frisk tur i haven, det kan være det ender med at du øger tempoet og faktisk får en dejlig tur 20 min, måske endda med pulsen godt op. Start ikke med at sæt for høje krav, for så bliver det den sure pligt.
En gå partner
Jeg har fundet ud af, at det er nydelsen der giver mig motivationen. Jeg har fået mig en gå partner, en gang om ugen. Nu er vi begyndt at have vores hunde med på gåturen, de skulle dog lige vænne sig til hinanden, men det gik nu okay. Det at have en fast ugentlig aftale med min veninde, at vi mødes kl. 8 efter vi har afleveret børn og herefter går en time i frisk tempo, giver så meget motivation og energi. Vi nyder det begge, får snakket, får rørt os, får energi til dagen. Denne aftale er kommet for at blive og det er en god idé hvis man har lidt svært ved at komme i gang.
Trist vejr
Jeg løb også i går, jeg tog træningstøjet på, og det der var besynderligt ved træningen var, at jeg løb ud af gårdspladsen og ud på vejen, det har jeg aldrig haft lyst til før. Jeg er overhovedet ikke glad for at løbe på asfalt, det er hårdt at løbe på, der er kun marker at kigge på og der er ikke kuperet terræn, som er det jeg elsker allermest ved løb. Så det at jeg løb ud på vores vej, virkede meget mærkeligt. Det småregnede og var trist i vejret, så haveløb, som jeg oftest gør, ville blive noget mudder, derfor tog jeg en hurtig beslutning, uden rigtig at tænke mig om og løbe på ud på asfalten. Det der var det mest overraskende var, at jeg slet ikke syntes det var hårdt, og jeg er heller ikke særlig vild med trist regnvejr med blæst, men jeg løb bare, uden at tænke over vejret, uden at spekulere synderligt meget over det hårde asfalt, jeg nød det bare og det var en vild følelse. Da jeg var kommet et stykke ned af vejen og jeg inden havde besluttet mig for ruten, tænke jeg at jeg faktisk ikke ville have haft noget imod at fortsætte, den tanke har jeg aldrig, og jeg mener, aldrig haft før. Jeg har altid tænkt at det med træning, det er kun de ekstreme der får noget ud af træningen, kun dem der går lidt for meget op i det, der øger deres aktivitetsniveau. Men er jeg nu blevet en af de ekstreme eller er det “bare” det, at komme lige så stille i gang og så nyde naturen i aktiviteten, der har givet mig følelsen af nydelse i selve træningen. Jeg hælder nok mest til det sidste. Jeg nyder i hvert fald at bevæge mig, at mærke at der sker en ændring.
Hit cardio træning
Den intervaltræning jeg har udøvet, med pulsen op og træning 3 gange i ugen, har fået mig til at nyde træningen mere. Jeg bliver ikke så hurtig forpustet og når pulsen kommer op bliver jeg bare glad, fordi jeg ved at det gør hjertemusklen stærkere til at klare livets forhindringer. Jeg har aldrig været vild med at løbe eller træne. Men nu skulle det være og efter kun 3 ugers træning, hvor jeg oven i købet havde en doven uge imellem uden træning, har jeg fået mod på mere og er begyndt at elske at løbe. Men som jeg ser det nu, bliver jeg aldrig en der løber en masse kilometer. Jeg kan godt lide det her med at træne i Ca. 20 min hvor det er intervaltræning og HIT styrketræning, man skal jo også have tiden til det. Når der nu ovenikøbet er forskning og forsøg der indikere, at intervaltræning er det mest effektive frem for moderat løb og det bedste for et sundere liv, så kan jeg ikke se hvorfor jeg skal løbe moderat i 10 km. Niks, jeg fortsætter gladeligt med mit HIT cardio træning.