Det her er absolut de bedste fuldkornsboller jeg nogensinde har lavet og jeg har også fået stor ros fra både min datter og mand. Det er helt vildt at få ros fra min datter angående boller, hun gider det bare ikke. Men dem her er hun vild med. Skønt. Det er grovboller med grovvalset havregryn og havsalt i, det gør dem bare super lækre og har lige den rette mængde salt-smag.
De er også gode flere dage efter og de kan også bages næsten færdig hvor de mangler 3 min. ligger dem i fryseren og så er de klar til at komme i ovnen, hvor de jo lige skal tages op og bages de sidste minutter i ovnen og det virker som nybagte boller.
Jeg er virkelig tilfreds med resultatet, og nu skal du da også prøve de nemme og lækre grovboller.
Her er opskriften
50 g gær
5 dl lun mælk
1 dl solsikkeolie
1 æg
15 g sukker
30 g grovvalset havregryn
7 g havsalt
170 g grahamsmel
750 g mel
Gær og den lune mælk hældes i en røremaskine, når gæret er opløst hældes solsikkeolie, æg, sukker, grovvalset havregryn og havsalt i, (i denne rækkefølge, da salt kan ødelægge gær-processen og derfor er det godt at vente lidt med salten) herefter kommes grahamsmel og mel i forsigtigt og lidt af gangen, i langsom fart imens du holder øje med dejens konsistens. Når alt melet er i æltes det i ca. 8 min på mellem hastighed.
Lad det hæve en time i skålen med viskestykke over, slå dejen ned og ælt det lidt på bordet, skær bollerne ud så de er ca. 60-70 g hver, så bliver der ca. 25 stk ud af en portion. Efterhæv på bageplader i ca. 30 min.
Ovnen skal være forvarmet til 180 grader varmluft, smør bollerne med æg og pynt med grovvalset havregryn, det elsker min datter på 4 år, at være med til. Bollerne skal have 11-14 min. Husk at holde øje, der er forskel på ovne.
