For 2 måneder siden, havde jeg min sidste nattevagt på et plejehjem jeg har arbejdet ved, hele sommeren. Det har været en rigtig god oplevelse, med gode kollegaer og især gode beboer. Der viste med tydelighed at de var glade for at jeg var der, og det gør altså indtryk. De spurgte om de måtte kalde mig Linnea fordi det er så smukt et navn, når jeg kommer ind om morgenen sagde de ofte, at det var dejligt at have besøg af mig, med det varme smil. Jeg blev så rørt og taknemlig over mit arbejde. Jeg blev værdsat, det er så vigtigt og det gav stor glæde.
Jeg oplevede på min sidste vagt, som var en nattevagt. Lige da jeg havde mødt og skulle til at gå min runde, for at se om dørene var låst, om der var slukket lys på de rette værelser og om alt var som det skulle være. Da jeg kom hen til en beboers værelse, var der lys derinde. Jeg gik ind for at sige godnat og se om alt var som det skulle være. Hun smilte da hun så mig og tog min hånd, jeg fortalte at det var min sidste vagt og at nu skulle jeg snart begynde i skole igen. Hun fik en tåre i øjenkrogen og sagde at hun altid, siden jeg havde fortalt hende at jeg skulle være forsanger i et lovsangsband på Hurup bibelcamping, som Indre mission står for, gerne ville høre mig synge. Jeg blev noget overrasket, jeg havde slet ikke tænkt at snakken ville gå den retning. Men jeg sagde, at selvfølgelig måtte hun høre mig synge. Hun spurgte om jeg ville synge, om lidt bli’r her stille med Kim Larsen, må det vel være. Jeg fandt sangen, efter et stykke tid, hvor jeg skulle finde min mobil og derefter søge efter sangen, for var egentlig ikke helt sikker på, om jeg kunne den uden ad. Jeg satte mig så i tusmørket, ved siden af hende i hendes sofa og begyndt at synge. Hun blev rørt og holdte mig i hånden imens, da sangen var slut, snakkede vi videre om tro og at hun altid havde følt et tæt bånd til hinandnen, som hun også har fortalt nogle gange tidligere på min vagter, pga vores tro.
Jeg fortalte at jeg havde sunget “Dejlig er jorden” til en begravelse engang, som også giver mindet som en meget smuk dag. Så jeg fik lyst til at synge den for hende også. Hun blev meget glad, for at jeg ville synge endnu en sang, og denne gang sang hun med, med sin gamle, let rustne og stille stemme. Vi sad stadig der i tusmørket med en fælles forståelse af indholdet i sangen. Det var utrolig rørende, ikke akavet som jeg måske havde forestillet mig et split sekund, da hun spurgte om jeg ville synge en sang, det blev bare smukt og meget berigende.
Vi sad to kvinder med ca. 50 års i aldersforskel og havde en samhørighed omkring tro, håb og kærlighed.