Her i huset er en traditionel hindbærroulade meget populær. Børnene elsker det og den er sindsyg nem at lave. Det der tager tiden er at ovnen kommer op på de 250 grader.
For et års tid siden, kan jeg huske jeg sagde til min mand at der er kage om 10 min. Men jeg havde ikke lige tænkt på, at ovnen i sig selv, tager i hvert fald over 10 min at varme op, hvis ikke 20 min til en halv time, for min ovn i hvert fald. Så han gjorde lidt grin med mig, og vi fik lidt sent eftermiddagskaffe den dag.
Men hvis ovnen er klar, så tager det 10 min at lave en roulade, når lige man har fået styr på rulleteknikken. Det så nemt og med en klat flødeskum på hvert stykke kan det næsten ikke blive bedre, vi er i hvert fald begejstret og køber tit hindbærmarmelade.
Opskrift på klassisk lækker hindbærroulade
3 æg
2 dl sukker
1 dl hvedemel
½ dl kartoffelmel
1 tsk bagepulver
2 spsk vand
hindbærmarmelade
sukker til at drysse ud på bagepapiret
Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Pisk de tørre ingredienser og vandet i. Fordel dejen i et ensartet lag på en bageplade beklædt med bagepapir, hvor 2 cm på alle sider bliver foldet, så dejen ikke flyder ud og er som i en æske med vægge. Bag bunden ved 250 grader i ca. 5 min. Vend bunden ud på et sukkerdrysset stykke bagepapir. Træk det øverste papir af (hvis det ikke vil, tør bagepapiret med en kold klud og prøv igen). Smør hindbærmarmelade på 5-6 spiseskefulde og smør det ud, så der ligger et fint lag marmelade ud over hele bunden. Tag bunden med bagepapiret og rul det stille sammen med hjælp fra bagepapiret, så du ikke rører ved bunden.
Nu er der en lækker roulade klar til at blive spist.


